Da 
EnTanker omkring Pia Andersens nye billeder
Pia Andersens seneste værker vidner om en hastig kunstnerisk modning og et frugtbart møde med en anden billedkunstnerisk tradition og dens farvetone.
Et forbløffende kort tidsrum er løbet gennem Det Store Timeglas, siden Pia Andersen arbejdede med tætte små, grå billeder, der dels udforskede en afgrænset, men stadig rig farveskalas muligheder, dels eksperimenterede med begyndende opløsning af geometriske strukturer. Papiret var det alt dominerende materiale i disse konfrontationer mellem det strukturerede og det organiske, mellem system og nedbrydning.
Opløsningen er nået et godt stykke længere i Pia Andersens nye , men frie billeder. Papir – håndgjort og indfarvet såvel som tilfældige stumper – er stadig et vigtigt materiale, som kunstneren anvender for at bibringe billederne stoflighed og struktur.
Strukturer eller mønstre, tilsyneladende dele af større helheder, der ligger langt udenfor billedformatets tilfældige udsnit, konstituerer stadig billederne og fastholder en slags formsprog – og måske er Pia Andersen i virkeligheden på vej mod en slags stofligt upræcist, konstruktivt maleri? – men det altafgørende nye i arbejderne er det væld af farver, Pia Andersen gavmildt strør udover sine billeder som farvelivet på brystet af en fasan, som landskaberne på et gammeldags verdenskort.
Ultramarin er den foretrukne farve, men går man ind i Pia Andersens billedlandskaber og følger man, så at sige fra luften, vejene gennem jungle – og kraterlandskaber, møder der den besøgende, den rejsende et sandt farveorgie, områder af rigt facetterede lokale koloristiske forløb.
Naturligvis er det erfaringerne og oplevelserne fra Rejsen til Mexico i 1988/89, der aflejrede sig i Pia Andersens nye billeder – men det er ikke latinamerikansk kunst. det er frugterne af et møde, bearbejdet i et sind og udmøntet i et personligt og selvstændigt udtryk.