Da 
EnFem-seks ting jeg ved om Pia Andersens maleri.
Pia Andersens nyere billeder fortæller om landskabet.
Landskabet er ikke et ukendt motiv i billedkunsten – men Pia Andersens malerier beskriver – er! – landskaber på en ganske særlig måde.
Umiddelbart kan man ikke se, hvad de forestiller. Lærrederne åbner ikke svimlende panoramaer af arkaiske landskaber, de foreviger ikke bjerge og søger ikke havens intime idyl, havets forrevne storhed eller landbrugslandets fortrolige sødme. De har ikke engang en horisontlinje, der muliggør orientering og kan skille himmel fra Jord.
Pia Andersens landskaber er ikke abstraktioner, der indfanger et stykke natur i mere eller mindre upræcise, im- eller ekspressionistiske tåger, som når man betragter verden gennem duggede briller, eller den nærsynede ser på sine omgivelser uden visuelle hjælpemidler.
Det abstrakte maleri fordrer, at kunstneren forholder sig til landskabet på en personlig fortolkende måde (ikke at alle (landskabs)malerier ikke gør dét) ved at tage udgangspunkt i en bestemt udsigt, eventuelt samtidig i form af et psykologisk, indre landskab, og så søge at gengive det i en form, der abstraherer fra virkeligheden og herunder altså også en indre eller sjælelig virkelighed, men dog forholder sig til denne virkelighed på en så at sige forvrænget måde.
Sådan er det ikke med Pia Andersens maleri. Det er non-figurativt. Det er forestillingsløst. Men alligevel fortæller det om landskaber. Og først og fremmest natur. Det emmer af natur.
Under sine rejser gør Pia Andersen notater og kun det. Hun stiller ikke staffeliet op i sydeuropæiske landskaber og tager mål af omgivelserne med øjet og penslen, men hun registrerer i sine skitsebøger f.eks. bjerg- eller bakketoppes linjeføring, og hun suger stedernes tonalitet til sig.
Disse rejser vasker øjnene og fylder sindet med nye farvemæssige indtryk, men det er – og det er vigtigt – ikke billederne af stederne derude, der kommer ud af dem. For Pia Andersen har dels også den nordiske, somme siger melankolske, men i hvert fald nøgterne, tone i sit sind, og dels drejer det sig ikke om at fastholde scenerier fra det fremmede men at blande indtrykkene til selvstændige billeder, som derfor også, for denne kunstner, kræver en insisteren på noget hverken figurativt eller abstrakt. Der må distance til, hvis billedet skal blive til kunst og ikke illustration.
Tilbage i atelieret gør hun lærredet klar. Her opbygger hun sine store firkanter, og nogle af de steder, hvor firkanterne krydser hinanden, (gen)finder hun selv, men næppe andre, måske blot for en stund, de linjer, hun har observeret under rejser. Og efterhånden bliver billederne til landskaber. Ikke til gengivelser af konkrete landskaber – dét bjerg, dén dal – men til alle landskaber, til universelle landskaber. Man kan også sige, at det bliver til billeder, rene og skære forestillingsløse billeder, som takket være nogle stemninger minder om natur.
Firkanterne opbygges med farve. Farven, der er rigt sammensat af mange farver, kan så antage delvis karakter af de klange, hun har oplevet på et tidspunkt, hvor solen skinner, eller det regner, eller det er morgen- eller aftenlys, men det er sammensatte erindringer, der er æltet i sindet og blandet med egne sindsstemninger. Det skal ikke forestille et indtryk fra en fransk dal, men oplevelserne på rejserne er en del af det stof, der indgår i billederne. Det landskab, Pia Andersen har set en ganske særlig dag, forsvinder til fordel for nogle forestillingsløse firkanter.
Landskabet bliver til noget i sig selv. Det bliver til konstruktioner, som egentlig kun handler om sig selv og om farve, og hvad farver gør med hinanden. Den skolede maler har ligeledes nogle erfaringer med hensyn til komposition og balance. Hvad man gør for at skabe harmoni eller spænding (eller begge dele samtidig) på en flade. Og på et tidspunkt fordrer maleriet sin egen færdiggørelse, fordi maleri af den art har nogle ganske særlige, omend individuelle, kompositoriske regler, som skal følges, hvis billedet skal være helstøbt.
Også på en anden måde bliver billedet til billede, til billede i en egen autonomi.
For landskaberne blander sig i malersindet. Hvert billede kan rumme mange landskaber. Der er malere, som på et tidspunkt måtte fastholde et særligt landskab eller en bygning på helt bestemte tidspunkter for at undersøge – og påpege – hvad det skiftende lys kan gøre ved eksempelvis en katedrals form eller et landskabs stemning. Pia Andersen gør det modsatte. Nogle af hendes billeder er summen af skiftende oplevelser.
Man kan måske forestille sig, at hun har iagttaget et bestemt sted flere gange eller gennem længere tid. Hun har set insekter svirre i luften, hun har registreret, hvordan skyformationer får lyset til at variere – og når hun så opbygger sine firkantede farvefelter, trænger disse erfaringer sig på. Væk er her det konkrete landskab. For Pia Andersen bruger en række landskaber og en række iagttagelser til at skabe farvefelter, der fortæller om, hvordan lyset er sammensat. Disse billeder bliver til en form for destillat af natur.
Umiddelbart kunne det være fristende at placere Pia Andersen i forlængelse af det konstruktive maleri.
Den russiske konstruktivisme i århundredets begyndelse tog ikke udgangspunkt i konventionel naturiagttagelse, den bestræbte sig ikke på at efterligne virkeligheden. Tværtimod så den som et mål at konstruere noget i sig selv. Her er geometrien Gud, og felter og linjer regerer; i modsætning til eksempelvis abstraktionen, der, som antydet, i et eller andet forvrænget omfang er en udgave af virkeligheden.
På samme måde som hos konstruktivisterne er Pia Andersens billeder opbygget i felter, men hendes geometri er upræcis, hendes farver blandede, hendes linjeføring er blød og organisk, og hendes afgrænsninger mellem felterne uldne. Man kan måske sige, at Pia Andersen forråder konstruktivismen, som blandt andet netop ville klarhed og enkelhed og renfærdig opbyggelighed. Pia Andersen vil en slags varm, tvetydig, spættet, koloristisk sammensathed. Man kan også sige, at hun vil male.
Og når Pia Andersen ikke umiddelbart kan placeres i en bestemt tradition (uden dermed at være sagt at hun ikke har draget erfaring af den), så hænger det også sammen med, at hendes nyere billeder ligger i forlængelse af hendes egen og meget selvstændige kunstneriske udvikling.
Pia Andersen er født i 1960 i det nordlige Danmark, hvor landet er fladt, og der er højt til himlen. Gråt og blåt er farvetonen her. Hun uddannede sig blandt andet på Kunstakademiet i Krakow i de tidlige 1980eres problematiske Polen, og hendes indgang til kunstscenen var karakteriseret af to forhold.
For det første at hendes billeder holdt sig i en i øvrigt følsom gråtoneskala så tung og klæg som mellemproportionalen af kullejre og tidsånd i et østland. Og for det andet at hendes værker var gjort i selvfremstillet papir. Det med at skabe billeder af papirmasse er en teknik, hun nu har forladt, men den lærte hende en del om stoflighed og om geometrisk opbygning af billederne. Disse, de tidlige billeder, der blev udstillet i Danmark og Tyskland for en halv snes år siden, kunne eksempelvis bestå af en komposition, hvor lærredet deles at et stort kryds eller midt i billedfeltet har en tre- eller firkant, og fladen er så sammensat af mindre tre- eller firkanter i grålige nuancer. Det var billeder præget af struktur og fast opbygning, men med tiden gik strukturen i opløsning for at give plads for et mere enkelt men også mere magtfuldt maleri.
En længerevarende studierejse til Mexico i 1988-89, der i øvrigt blev efterfulgt af flere andre store rejser til Mellem- og Sydamerika, forløste imidlertid Pia Andersen farvemæssigt, og hun kom hjem og malede store billeder, hvor farver som ultramarin og senere carminrød dominerede. Gult kom til, og grønt, og på et tidspunkt, da Pia Andersen i en periode havde atelier i et område af Danmark, hvor naturen er karakteriseret af enorme fritliggende sten, gled runde former ind i hendes billeder. Men ikke, absolut ikke som billeder af disse sten. Kun deres form kunne bruges til et maleri opbygget af farver, som ikke repræsenterede området, men som var farver løsrevne fra en genkendelig virkelighed. Igen: Disse billeder handler kun om sig selv og deres egen komposition, men man kan måske fornemme, at i disse billeder blander Pia Andersens sind danske og sydamerikanske farveklange sig til et udtryk i sig selv.
Det var stadig en tid blandform, hvor billedet blev opbygget af farvet papirmasse og senere bemalet, men fra disse billeder blev skridtet mod det rene, udpræget stoflige og stærkt sanselige maleri efterhånden påtrængende, og i dag træder Pia Andersen frem som en selvstændig og væsentlig billedkunstner, der med udgangspunkt i verden skaber sit eget personlige, genstandsløse, non-figurative, men organisk tænkte og naturlyriske maleri.