Da 
EnI Prado-museet i Madrid hænger Francisco Goyas dramatiske billede af Kolossen fra tiden omkring Napoleonskrigene o. 1808. Billedet er opdelt horisontalt. Nederste del et mørkt stormfyldt landskab. Øverste billeddel himlen, lys og ild over horisonten og gradvis mørkere opad med truende skyer i stærk bevægelse. Fra horisontlinien rejser sig i kæmpestørrelse en nøgen mandsfigur, der truende bevæger sig fremad i samme retning. Den store mandsfigur med de knyttede næver rager op i de drivende mørke skyer og udgør en forfærdelig trussel. Men billedets drama bliver først rigtig alvorlig, når man kigger nærmere efter og opdager, at det mørke landskab er levendegjort, idet det er myldrende fyldt med horder af småbitte mennesker og dyr, der flygter af sted fra en fælles overhængende fare.
Det er samme drama, der karakteriserer de fire små landskaber, som Pia Andersen har malet her i november 2002. Samme horisontale opdeling af billedfladen. Samme truende himle, samme drivende skyer, samme myriader af bevægelse og flugt i landskabet, samme stærke og dramatiske farvevalg : grønne og blå over i det grå og sorte, stærkt røde blodlandskaber over i det lilla og med giftigt gule strejf. Og selve malemåden understreger dramaet: tykke lag der er spartlet op, hurtige strøg, stærke bevægelser, stormfuldt, orgastisk.
Goyas landskab var de spanske vidtstrakte sletter, som Napoleons lejesoldater nedbrændte og ødelagde efterhånden som de drog frem. Pia Andersens landskab er en dansk kornmark, som hun oplever den fra sit hus i Nordvestsjælland med Storebælt ude i horisonten mod vest. Her følger hun årstidernes og døgnets og vejrets skiften og registrerer de ændringer i lys og farver, der sker fra dag til dag, fra time til time. Hun registrerer indtrykkene fra det ydre landskab i sit sind og omformer det i sit eget indre, så det drama, der herefter udspiller sig på lærredet, snarere er at ligne ved et indre landskab – en abstraktion. Rent fysisk spartler og bygger hun landskaberne op i lag på lag af tyk oliefarve, sat på så lyset kan reflektere i de mangefacetterede reliefagtige overflader.
De fire små landskaber er blevet til under novemberstormens rasen. De udgør det foreløbige klimaks på dette efterårs arbejder og ligger i forlængelse af en serie af større landskaber, som Pia Andersen har malet gennem de sidste måneder. Disse landskaber kan under ét betegnes som stilhed før stormen. De tager alle udgangspunkt i kornmarken. Den store flade af jord, bevokset med korn og vilde blomster, havet som en smal stribe af lys i den altid højtsiddende horisontlinie, og himlen ovenover uden bevægelse – helt i ro. Her er ingen drivende skyer og stormfulde himle og ingen hurtige strøg eller stærke bevægelser. I stedet hviler en storladen ro, horisontlinien er stabil, og et næsten himmelsk lys gennembader landskabet.
Indtrykkene veksler alt efter årstid og tid på døgnet. De spæde vårtegn med lysegrønne spirer i den mørke jord. Blomstrende frugttræer i hvidt. Høje nordiske sommerhimle hvor det aldrig bliver rigtig mørkt. Valmuer der farver jorden rød som blod. Kornblomsternes intense blå farve der trænger igennem græssernes dybe grønne. Den modne hvidgyldne kornmark under en mørk høsthimmel, hvor naturens vilde lysstrejf – de såkaldte kornmod – skærer igennem. Den afbrændte kornmark med sorte farver i det gule. Efterårets gyldne løv og georginernes glødende farvepragt mod en pink-rød solnedgangshimmel.
Titler som “Refraction”, ”Glare” og “Lyshav” vidner om, at det først og fremmest handler om lys. Pia Andersen formår at lade landskaberne være gennemsyret af lys, så det synes som kommer det fra en verden hinsides denne. En drømmeverden, hvor landskaberne glider over i abstrakte indre sindbilleder. Herfra er der ikke langt til Goyas fantasier.