Da 
EnI nye rum, på rejsen, skærpes sanserne. Langsomt afdækker øjet nye vinkler. Nye sammenspil opstår, og kontrasten til det velkendte bliver til udgangspunkt for nye skitser.
Det fremmede udforskes. Elementer undersøges, beskrives, giver stof til fordybelse. –
Senere, med den nødvendige afstand i tid og rum bearbejdes indtrykkene til oliebilleder i atelieret. –
Indtil det igen bliver nødvendigt at trække ud for at opsøge den tætte stemning, som skitserne fødes af.
Vekselvirkningen mellem det nære og det fjerne, det velkendte og det fremmede bliver til et mønster, som understøtter udforskningen af farvens muligheder, og som leder frem til kompositionen af billederne.
Farver nedfældet som flygtige skitser på rejsen, gemmes. – Skitsen bliver dog hurtigt sekundær. Farven er ikke blot det øjet ser. Det er erindringen om farven, der vokser frem på lærredet.
Sydens farver sat gennem sine egne filter og ved nordisk lys – er muligvis de samme farver, som man finder på en dansk strandeng en sensommerdag.
Den gule er en eng med blomstrende mælkebøtter, den er det tørre sand på Yucatan, pyramiderne i Tikal….
Den blå er forårets violer, indianernes sjal i San Christobal, havet, himlen…
Konstruktionen, kompositionen i billederne er det skelet som bærer – og som søger at styre farvens liv.